Øget interesse for de kraftfulde bølger
Farusa mærker optimismen spire hos bl.a. de eksporterende smv’er. Og manglen på træ kan give specialisten i ekstrem stærk papemballage endnu et skub fremad
Af Lisbeth Petersen / Odsgard A/S / PackMarkedet
- Vi har faktisk dejligt travlt.
Sådan lyder forårsmeldingen fra fabrikant Arne Hammer et år efter starten på denne ’mildest talt mærkelige tid’, som han kalder den. Ejerlederen af Farusa i Farum har næsten ikke sat sine ben i produktionshallerne siden november ’20, for under hele corona-pandemien har fremstillingen af virksomhedens ekstremt stærke bølgepapemballager været i gang. For at undgå gensidig smitterisiko har administrationen og produktionen arbejdet bag hver deres lukkede døre. Og størstedelen af salgspræsentationerne er foregået online til kunder i hele Skandinavien.
- Det er jo på mange måder helt grotesk, når vi sidder der og tilbyder specialtilpassede emballager til en kunde foran skærmen, mens vi banker på et stykke pap og siger: ’Kan du høre, hvor stærkt det lyder’, siger Arne Hammer med en smilende hovedrysten.
Vi mærker optimismen hos kunderne
Ikke desto mindre har Farusa klaret sig sikkert gennem krisen
- Vi fokuserer især på transportemballage til eksporterende kunder i hele Skandinavien, og selv om meget af markedet har ligget stille, har vi kun oplevet en moderat tilbagegang. Gennem det seneste halve år har vi så vundet noget af det tabte tilbage, og vi kan også mærke stigende optimisme hos vores kunder, fortæller han.
Det er især de små og mellemstore eksportvirksomheder med behov for skræddersyede emballager, der vejrer morgenluft og i stigende omfang henvender sig til Farusa. Den særligt robuste form for Heavy Duty-bølgepap, der bliver produceret kasser af i Farum, kan bære tusindevis af kilo, modstå vand og frost og klare alle transportformer. Samtidigt er kasserne et bæredygtigt valg, da de enten kan genanvendes i årevis eller genbruges 100 % til nye papkasser, og det har fået mange kunder til at vende blikket væk fra deres hidtidige specialfremstillede emballage af træ og krydsfinér og hen mod bølgepappet.
Papirmarkedet foreløbigt ikke ramt
Den tendens bliver forstærket yderligere i øjeblikket, pointerer Arne Hammer:
- Lige nu er der en verdensomspændende, kæmpe efterspørgsel på materialer af enhver art og ikke mindst træ. Ud over det voksende forbrug på de skandinaviske hjemmemarkeder nærmest sluger bygningsindustrien i USA de lyse træsorter fra Norden. Det medfører mangelsituationer og stærkt stigende priser.
På papir- og dermed også papmarkedet er der også stor efterspørgsel og stigende råvarepriser, men foreløbigt tyder det heldigvis ikke på, at det bliver ramt på samme måde. Og hvis kunderne, der skal bruge de ekstra stærke emballager, pludselig skal betale 30 % mere for træprodukter, kan det være, de vil undersøge muligheden for at få fremstillet dem i Heavy Duty bølgepap i stedet for. Vi har bl.a. også brugt corona-tiden til at få fremstillet en ny hjemmeside, hvor vi lægger stor vægt på at fortælle om de stadigt mere grønne og bæredygtige gevinster ved at bruge bølgepap til krævende emballageløsninger, siger fabrikanten.
Kontakt os på:
Tlf.: +45 4434 0999
emballage@farusa.dk
#HeavyDuty